Fyn
Fyn og de mange små tilstødende øer er et cykelparadis. Cykelstierne og de små snoede veje er mangfoldige og vil lede dig gennem en spændende og ikke mindst idyllisk og varieret natur.
I dit eget tempo kan du lade dig føre gennem de store skove på Midtfyn, det bakkede landskab på Sydfyn og videre ud mod havet, der aldrig ligger langt væk. Uanset hvor du befinder dig på Fyn, vil du møde en fantastisk natur med mange storslåede udsigtssteder.
Så hvad enten du foretrækker landsbyer med bindingsværkshuse, små gadekær, kulinariske oplevelser på udsøgte restauranter eller grillmad på campingpladsen… så har Fyn det hele!
Tæt på naturen
Fyn er en usædvanlig charmerende ø, og området byder på nogle af Danmarks smukkeste og mest kontrastfyldte landskaber. Oplev f.eks. det flade, men frugtbare landskab på Nordfyn eller de idylliske bakkedrag på Sydfyn. Om foråret og sommeren vil du opleve et sandt bombardement af naturens utroligste farver og dufte. Kort sagt er naturen og kulturen så varieret og omfangsrig, at der altid vil være en ny overraskelse rundt om det næste sving på cykelturen.
Endelig er kulturlandskabet som taget ud af et af eventyrdigteren H.C. Andersens eventyr. Uanset hvilken cykelrute du vælger, vil du møde idylliske og maleriske landsbyer og små købstæder med utallige velholdte stråtækte bindingsværkshuse. Mere end 100 slotte og herregårde ligger rundt omkring i landskabet og vidner om tidligere tiders velmagt. Terrænet er blødt bakket og veksler mellem dyrkede marker og grønne bøgeskove, der gennemkrydses af friske vandløb og små og store søer med et rigt fugleliv.
Kendetegnende for Fyn er også de mange levende hegn, der blandt andet er lavet af de velduftende og smukke syrener, som bøjer sig ud over vejen og giver et spændende farvespil sammen med de gule raps- og kornmarker og de utallige frugttræer, der står langs vejen.
Med cirka 1130 kilometer kystlinje og de mere end 90 omkringliggende øer er der mange muligheder på Fyn. Kombineret med et fintmasket net af næsten 1200 km cykelruter er Fyn og øerne et af Danmarks absolut bedste cykelområder, der sikrer dig en varieret og oplevelsesrig cykelferie.
Du kommer helt tæt på naturens rytme og cykler som regel kun på asfaltveje, der er meget lidt trafikerede. Landskabet er lettere bakket og ekstremt afvekslende. Kun undtagelsesvist går det lige ud ad en flad strækning. Men selv om landskabet er meget varieret, cykler du aldrig op ad uoverkommelige stigninger, f.eks. er Fyns højeste punkt Frøbjerg Bavnehøj kun 131 m. Samtidig er afstandene mellem byerne overkommelige, så både børn og voksne kan begå sig i dette cykeleventyr.
Ferie på mange niveauer
Fyn kan tilbyde lige nøjagtig den cykelrejse, der passer til dit temperament og din økonomi. Her er alt fra eksklusive gourmetophold til gratis naturcampingpladser.
Fælles for overnatningsstederne er, at de alle er kendetegnet ved et højt serviceniveau, gode faciliteter og høj kvalitet. Hyggelige kroer åbner døren og byder gæstfrit indenfor. Ligesom slotte, herregårde og hoteller tilbyder unikke kombinationer af aktiv ferie og ekstraordinære madoplevelser. Her vil du også kunne opleve steder, der byder på noget af det ypperste indenfor dansk møbelkunst.
Søger du og din familie en fredelig atmosfære, afslappede omgivelser og skøn natur er feriehuset, campingpladsen eller vandrerhjemmet måske det oplagte valg. Afstandene mellem overnatningsstederne på Fyn er altid forholdsvis korte og er med til at gøre udbuddet så mangfoldigt og ikke mindst varieret, at også dine ønsker kan imødekommes.
Ønsker du i løbet af din cykelferie at afprøve flere af overnatningsmuligheder på Fyn, så tøv ikke. På Fyn tilbyder campingpladser, vandrerhjem, kroer og hoteller nemlig i fællesskab at transportere din bagage fra sted til sted. Cykelturen bliver lettere uden bagage, og du kan roligt sætte cyklen fra dig og gå på oplevelse i den fynske natur.
Masser af oplevelser
Fyn er fyldt med gode oplevelser for hele familien. Her er museer i massevis - om kunst, berømte fynboer, søfart, kulturhistorie og arkæologi. Det lærende element er centralt og dyrkes, og attraktioner og museer vil gerne give lyst til mere.
De fynske købstæder kan betegnes som en attraktion i sig selv. Alle byer har deres særkende, f.eks. Ærøskøbing, der er den mest intakte middelalderlandsby i Danmark eller Nyborg, hvis volde er Fyns svar på Venedig. Købstædernes unikke placering i umiddelbar nærhed af vandet byder på mange forskellige vandre- og cykelture, samtidig med at det er en fornøjelse at gå på opdagelse i de krogede gyder inde i købstæderne.
I mange af disse byer tilbydes i sommermånederne guidede byture, og i de kystvendte byer er der udflugtssejladser til en perlerække af små øer, hvor atmosfæren emmer af nostalgi og hygge. For med Fyns 90 større og mindre øer, hvor cirka 25 er beboede, er der rig mulighed for at opleve det specielle øliv, hvor livet er mindre hektisk, men til gengæld leves i fulde drag.
Mulighederne for at få en spændende oplevelse ud af sejlturen er også mange. For ikke alene er der mange forskellige færger, men også turbåde og gamle originale træbåde sejler mellem øerne og gør din ferie til noget ganske særligt.