Børn på cykel

Cykelferien er en genial måde at holde ferie med børn. Her kan man helt selv bestemme ruten og tempoet, så alle kan være med.

Børn på egen cykel

Børn, der er vant til at cykle selv, kan sagtens tage med på cykelferie. Med rigelige pauser undervejs og den rigtige cykel er 30 km ikke uoverkommeligt for en 8-årig cyklist.

Barnets cykel må endelig ikke være for stor. Det er svært at håndtere en stor cykel, og den dårligere kørestilling medfører ømhed. Barnecyklen må heller ikke være lastet med tung eller omfangsrig bagage. Men et par små cykeltasker kan godt bruges af børn fra 8-års alderen. Store børn (fra 12-14 år) kan som regel cykle på lige vilkår med de voksne - forudsat at de har lyst til det.

Halvcykel til de halvstore

Er barnet for stort til passiv transport i barnestolen og for lille til at cykle selv i trafikken - så er en halvcykel en god idé. Det er nærmest en halv barnecykel, som spændes efter en voksencykel.

På halvcyklen bliver barnet ikke bare transporteret; det kan selv træde med, så cykelturen bliver sjovere for begge parter. Halvcyklen må bruges efter samme regler som en cykelanhænger og passer til børn fra ca. 5 til 10 år afhængig af fabrikat. Vælg en model med en god kobling, der giver stabil kørsel.

En halvcykel koster ca. 1.000-4.000 kr.

Børn i anhænger

Anhænger

Hvis du har børn, der ikke selv kan cykle, må du have cykelstole til børnene eller en børneanhænger.

Anhængeren er klart det bedste valg. Især hvis du vil køre med to børn og bagage. Anhængeren vælter ikke nær så let som en tungtlastet cykel med barnestol, og i en overdækket anhænger sidder børnene i ly for regn og vind.

I anhængeren har ungerne god plads til at hygge sig med lidt legetøj eller sove, når de har lyst, så de er friske, når man når frem. Samtidig er der også plads til bagage i anhængeren.

Og de voksne kan skiftes til at trække anhængeren eller lade den stærkeste trække den - så kommer hastigheden til at passe bedst for alle. 

Kør ikke for lange dagsetaper med små børn og hold pause ofte, så de kan komme ud og røre sig. Supplér gerne med et barne- sæde på voksencyklen, så der kommer lidt variation i barnets tur.

Udvalget af børneanhængere er stort. Der findes særlige cykelanhængere med sæder til 1-2 børn. Nogle anhængere passer også til en babylift. Vælg en let anhænger, der kører godt og stabilt uden at rokke fra side til side. Tjek at der er god bagageplads i vognen, og at koblingen er nem at bruge.

Anhængeren skal kunne klappes sammen, hvis den skal med i bil, bus eller tog. Med ekstraudstyr kan visse anhængere også bruges som klapvogn.

En god cykelanhænger koster ca. 3-5.000 kr.

Familietandem

Tandem

Tandemmen er en anden mulighed, når to cyklister, der ikke er lige stærke, vil følges ad.

Her kan barnet cykle med, mens den voksne passer styr og bremser. Så hvis man vil langt omkring med halvstore børn, er tandemmen en rigtig god løsning.

Der findes tandemcykler, hvor børn kan cykle med på bagsædet fra 8-års alderen. En sådan cykel vil ofte også kunne bruges af to voksne.

En familietandem er en investering på ca. 10.000 kr. for en god tur-model. Men så får man også et fleksibelt køretøj, der kan bruges af hele familien.

På Cyklistforbundets hjemmeside kan du læse meget mere om transport af børn, børn på egen cykel, sikkerhed, lovgivning og køb af børnecykler.